Frk. Rose er opkaldt efter Dagmar Rose - sygeplejersken fra København, som i 1913 rejste til Nigeria som pionermissionær for Sudanmissionen. Hendes liv og virke er omgærdet af en vis mystik. Hun var heltinden i skyggerne, og vi dykker ned i hendes historie her.
Nogle måneder efter, at lægeparret Margaret og Niels Høgh Brønnum (30 år) i april 1912 blev antaget som Sudanmissionens første missionærer, blev Dagmar Rose også ansat. Hun var 31 år og sygeplejerske fra København. De tre blev sammen sendt til England for at studere hausa-sproget, som tales i det nordøstlige Nigeria. Den 8. januar 1913 blev der afholdt en storslået udsendelsesgudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aalborg. Dagen efter gik turen til England igen, hvor rejsekammeraterne d. 22. januar sejlede fra Liverpool sydpå mod Guineabugten. Lige knap tre uger senere ankom det store dampskib til Nigerdeltaet og Nigeria.
Så gik turen nordpå op ad Nigerfloden på flodpramme. Første stop var byen og handelsstationen Lokoja, hvor der kunne hviles og købes proviant. Derefter sejlede de videre op ad Benuefloden tre dage til Rumasha, en større by med en Sudan United Mission (SUM) missionsstation. Byen var travl og fyldt med mange forskellige folk og nationaliteter og var et hjemsted for frigivne slaver.
Her blev de tre missionærer i nogle måneder. De bidrog lokalt med deres medicinske faglighed og lånte endda en hytte til at åbne en lille klinik. Her forbedrede de deres hausakundskaber, lærte at fortælle enkle bibelhistorier og undervise de lokale børn. De bleghudede nordboere mødte også her den intense varme, der er i Nigeria i marts og april; og de lærte at holde et vagtsomt øje med slanger, skorpioner og andre vilde dyr.
Sorg og skuffelse
De glædede sig snart til at skulle videre på deres færd, men i maj blev Margaret Brønnum, der var højgravid, syg med malaria og dysenteri. Det lykkedes hende at komme sig i første omgang, men i juni satte fødslen af hendes og Niels Brønnums søn for tidligt i gang, og malariaen blussede op igen. Den 13. juni døde den nybagte mor – en tragisk hændelse for den lille familie og et alvorligt bump på vejen for det videre missionsarbejde. Drengen blev døbt Holger, efter Brønnums bror, og af bekymring for hans liv og trivsel blev det aftalt, at Dagmar Rose d. 15. juni skulle tage den lange tur tilbage til Europa med ham og aflevere ham hos Margarets forældre i hjemstavnen i Skotland. Det må have været noget af en uventet og endda skuffende drejning på sygeplejerske Roses liv.
Allerede næste dag sejlede Brønnum videre op ad Benuefloden i kano. Fra byen Ibi steg han d. 24. september om bord på en floddamper, som tog ham med til Yola. Sejlende i en kano ankom han d. 5. oktober til landsbyen Numan, hvor hans arbejde med at oprette en sundhedsklinik, og sidenhen en kirke begyndte.
Dagmar Rose vender tilbage
Tidligt i 1914 var frk. Rose tilbage i Nigeria. Hun måtte imidlertid arbejde nogle måneder ud fra Ibi, fordi hun skulle vente på, at de britiske koloniherrer åbnede yderligere op for missionærtilstedeværelse i Numan-området. I april ankom fem nye missionærer, to mænd og tre kvinder, fra Danmark også til Ibi. De var udsendt for at hjælpe Dr. Brønnum i missionsarbejdet. I juli sluttede mændene sig til Brønnum i Numan, mens kvinderne ankom senere.
I 1915 rejste både Niels Brønnum og Dagmar Rose hjem til Danmark på orlov, hvor de blev hjerteligt modtaget, og deres beretninger blev slugt af missionsinteresserede rundt omkring i landet.
Hjemme i Danmark blev Brønnum forlovet med Albertha Tholle, som senere rejste ned til ham i Nigeria i 1916, hvor de blev gift. Frk. Rose afløste nu sammen med ægteparret Brønnum de missionærer, der var i Numan, så de også kunne komme hjem på orlov.
Der var altid mere at lære og mere at lave. Hun kastede sig ud i at lære både bachama og fulani, da de fleste i området ikke talte hausa.
En tæt forbindelse til børnene og kvinderne
I sine breve hjem til Danmark udtrykker hun glæden ved efter fyraften at tage ind til landsbyen for at fortælle bibelhistorier og synge den lille håndfuld kristne sange, der fandtes på bachama. Hun var en vigtig del af søndagsskolearbejdet og glædede sig, når børnene havde forstået så meget, at de kunne begynde at besvare spørgsmål. Rose så også tidligt værdien af den forbindelse, som kvindelige missionærer kunne have med de lokale kvinder. Hun underviste en lille gruppe af landsbyens kvinder i at læse og skrive og berettede, at flere af dem var solide og dygtige kvinder, der ville være en gevinst for troens arbejde i området.
Der gik ikke længe, før folk i de omkringliggende landsbyer også fik nys om de gode evner, lægerne og sygeplejerskerne i Numan havde, og syge strømmede til de to primitive hytter, som udgjorde klinikken. På et tidspunkt faldt hytterne sammen under den tunge regn, og landsbyhøvdingen blev opfordret til at sende mænd, der kunne bygge flere og stærkere hytter. Nu blev klinikken udvidet til 6 hytter, så der blev mere plads til, at de dårligste patienter kunne overnatte.
I 1918 var der ni udstationerede missionærer i Numan. Dagmar Rose var nu en af de garvede arbejdskræfter. Mens flere andre døjede frygteligt med klimaet og sygdom, virker det, som om frk. Rose var mindre påvirket og hæmmet i sit arbejde.
Alternative metoder
I de perioder, hvor der ikke var nogen læge på det lille sygehus i Numan, påhvilede der Dagmar Rose og de andre sygeplejersker et stort ansvar og et anstrengende arbejde. Tro og bøn, sammen med medicinsk behandling, var væsentlige komponenter i missionsarbejdet.
Sammen med pastor Peter Jensen, der var ankommet som missionær i 1915, begyndte Dagmar Rose imidlertid at studere auto-suggestion (selv-påvirkning). Begrebet opstod i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor forskere studerede, hvorfor hypnose virkede, og hvorfor nogle mennesker syntes at være mere modtagelige end andre. Det tydede på, at man gennem positive bekendelser, hypnose og meditationsteknikker kunne forbedre ens egen mentale og fysiske sundhedstilstand. Frk. Rose og pastor Jensen så disse teknikker som gode midler sammen med bøn.
Foto: Dagmar Rose og andre missionærer afrejser fra Liverpool til Afrika med dampskibet SS Elmina, 22. januar 1913.
Konfliktfyldt afslutning
De andre missionærer følte, at dette var et skråplan at bevæge sig ud på. Landsbyboerne kunne let forveksle teknikkerne med heksekunst. De to erfarne missionærer mente dog ikke, de gjorde noget forkert. En konflikt ulmede, og i oktober 1924 blev der indkaldt til et stormøde, hvor spørgsmålet skulle drøftes. Rose og Jensen ønskede imidlertid ikke at deltage, og konferencen mundede ud i, at de to pionermissionærer blev bedt om at træde tilbage. Det var et kæmpe slag for dem, så Rose og Jensen tog til Ibi for at afvente afgørelsen fra hovedbestyrelsen i Danmark.
Formand Anton Pedersen, præst og stifter af missionen, støttede Dagmar Rose, men bestyrelsens holdning var, at hun kun måtte vende tilbage til arbejdet i Numan, hvis hun angrede og afholdt sig fra sin hidtidige praksis. Selv Niels Brønnum blev sendt ned til området for at mægle. Sår og skel var dog for dybe til, at en forsoning kunne finde sted. I 1925 trådte Anton Pedersen tilbage som formand for bestyrelsen, og Dagmar Rose søgte ansættelse ved et andet missionsselskab. Hun rejste til Etiopien, hvor hun arbejdede som sygeplejerske indtil hendes alt for tidlige død som 47-årig i 1928.
Uanset den sørgelige slutning så må Dagmar Rose anerkendes for hendes afgørende rolle i missionens succesfulde begyndelse.
